​LYSETS NATUR

Alle seriøse fotografer vil kunne blive enige om, at lys er det vigtigste element i fotografiets kunst. Uanset hvordan, hvor, hvornår, hvorfor og med hvilket udstyr man tager billeder, er det lyset, der er altafgørende for resultatet. Det er lyset, der skaber fotografiet, og derfor er det at kunne “se” lys en vigtig evne hos en fotograf.

Lys består af farver

Vi ved, at synligt lys består af et kontinuerligt farvespektrum, som starter med rødt og ender med violet. Når nogle af disse farver bliver filtreret helt eller delvist fra, skifter lys farve, og det er årsagen til, at lyset tilsyneladende skifter farve i løbet af en dag. Alle kan se, at lyset midt på dagen er forskelligt fra lyset en halv time før solnedgang. Lyset har stor indflydelse på stemningen på de billeder, man tager. For at blive en dygtig fotograf må man forstå lysets natur.

Lysets retning

Det er ikke kun lysets farve, der er væsentligt, når man skal tage billeder. Dets retning I forhold til kameraet er mindst lige så vigtig. Der er meget stor forskel på billeder, hvor motivet er belyst bagfra, forfra eller fra siden.​

Lyset og skyggerne

Lyset retning er vigtigt i forsøget på at omsætte det flade fotografi til en tre dimensional oplevelse.

Lyset har indflydelse på skyggerne og strukturen i et fotografi. F.eks. vil en lang skygge give en fornemmelse af dybde. Skygger kan være fortællende, skabe spændende mønstre, være truende el. lign.

Sidelys skaber struktur, f.eks. i et ansigt vil sidelys fremhæve rynker og folder, og give seeren en fornemmelse af hudens struktur. Lyset skaber kontraster i fotografiet, og det menneskelige øje reagerer på kontraster.

Bagbelyste motiver vil ofte fremstå meget farverige og med en indre glød. Man bruger også denne teknik til at lave silhuetter.

Lysets stemning

Lyset er med til at skabe stemningen i billedet. Når solen står lavt på himlen, vil lyset være mere gult, orange, rødt. Jo længere man kommer op på dagen, bliver farven mere kølig og mere neutral. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, om man ønsker den effekt, som lyset giver til sin historie, og det er ikke ligegyldigt, hvornår på dagen et billede tages eller hvordan kunstigt lys anvendes.

Læseren vil forbinde lyset i fotografiet med erfaringer fra virkeligheden. Lys nedefra vil f.eks. give en uhyggelig og spændende stemning, da det opfattes unaturligt – Naturligt lys kommer fra oven!

Nogle fotografer kan bedst lide at arbejde med blødt lys, andre kan bedst lide at arbejde med hårdt, og flere arbejder med en kombination.

Det afhænger helt af billedets budskab, hvilken type lys man skal vælge at tage sine billeder i.

Når solen står lavt, er lyset blødt, og jo højere den kommer op på himlen, jo hårdere bliver lyset. Jo hårdere lyset er, jo vigtigere er det, at man har solen 100% i ryggen. En ting, som kan hjælpe med at blødgøre lyset, er dis, tåge og skyer. De spreder lyset ud og gør det mere blødt, men det tager også en del af lysmængde og gør ofte, at man ikke kan opnå en hurtig nok lukkertid til fx action.​

Hårdt lys skaber meget hård kontrast mellem belyste og skyggefulde dele af billedet. 

Skyggerne bliver ofte så mørke, at man slet ikke kan se billedets kontur i dem. Tager man billeder under middagssolen på en skyfri himmel i juli måned, arbejder man med hårdt lys. Hårdt lys kan bruges til at skabe en barsk stemning på billeder.​

Blødt lys er langt mere diffust og skaber langt mindre kontrast end hårdt lys. Et eksempel på blødt lys er det naturlige lys på en overskyet dag. Det er altid nemmere at få hele billedet fyldt med detaljer og korrekt belyst, når man arbejder med blødt lys. Det kan også bruges til at understrege en stemning af komfort eller tryghed. Det egner sig specielt godt til naturfotografering, portrætter eller fotografering af blomster.

Man kan også vælge at fotografere i den blå time, som opstår to gange på et døgn. Lige før solopgang og lige efter solnedgang. Solen står under horisonten og det røde lys går direkte ud i atmosfæren. Det blå lys bliver derimod spredt, men når stadig til jordens overflade, hvor sollyset ikke direkte rammer den. Derfor er lyset mere blåt og fænomenet kaldes derfor” den blå time”.

Lyset fanger blikket

Lyset tiltrækker øjet, og derfor vil lyse elementer i fotografiet også tiltrække seerens blik. Det er vigtigt at overveje, hvordan og hvornår man bruger de lyse elementer. En silhuet på en hvid flade vil selvfølgelig blive set, og den lyse flade vil sikkert ikke blive tillagt megen værdi - den bliver til en baggrund. Lys i baggrunden af fotografiet, f.eks. for enden af en gang eller lign. vil også tiltrække øjet, men er der andre vigtigere og mere iøjnefaldende elementer i billedet, vil lyset blot skabe en fornemmelse af dybde.

Lyse hjørner eller store hvide flader kan derimod trække seerens blik væk fra hovedmotivet. Derfor skal fotografen være opmærksom på dette, og undgå de lyse flader i optagelsen eller dæmpe dem under billedbehandlingen.

Lys og mørke

Det er almindeligt kendt, at fotografer bruger lyset til at få seerens øjne til at se på bestemte elementer. Og til ikke at se andre. Det gøres f.eks. ved at lave bestemte elementer eller dele af billedet mørkere eller helt sorte. På den måde fremstår de lyse elementer som mere betydningsfulde. Samtidig giver den store forskel mellem lyse og mørke elementer fotografiet en grafisk effekt, en kontrast, som fanger læserens blik.

Kontrasten påvirker fotografiets indhold, og udfordringen er at styre kontrasten. Den må ikke blive så stor, at væsentlige detaljer bliver svære at se. Og kontrasten må ikke blive for lille, så fotografiet bliver gråt og ligegyldigt.

​VI TAGER IKKE BILLEDER – VI SKABER BILLEDER