​EKSPONERING

​Lys består af små partikler kaldet fotoner. Sensoren i et digitalkamera kan opfattes som er række små bøtter der står meget tæt på hinanden og opsamler fotoner, så længe lys får lov at komme ind til sensoren.

​​

En eksponering er et udtryk for den proces der sker, når sensoren (eller filmen) i kameraet udsættes (eksponeres) for lys. Der er flere faktorer der bestemmer hvor meget lys der når frem til sensoren, men et korrekt eksponeret billede vil gengive det motiv man fotograferer, så lys og skygger såvel som farver og farvetoner er så tæt på motivet, som det så ud på det tidspunkt hvor billedet blev taget. Eksponeringen bruges også som udtryk for, hvor længe lys for lov at eksponere sensoren. Man bruger således udtryk som en "lang" eller "kort" eksponering.

Når man beskriver et billede som undereksponeret, taler man om, at billedet fremstår uden detaljer i skygger og mørke områder af billedet. Er billedet undereksponeret vil der oftest være områder af billedet, der utilsigtet er helt sorte (man taler om at "skyggerne er lukkede"). Er årsagen til et undereksponeret billede, at der er for lidt lys, kan dette bl.a. løses ved at lave en længere eksponering.

Når man beskriver et billede som overeksponeret, taler man om, at der i billedet er områder, der utilsigtet er blevet overbelyst. Er billedet overeksponeret vil der oftest være områder af billedet, der utilsigtet er helt hvide. Man taler om at højlysene er udbrændte. Er årsagen til et overeksponeret billede, at der er for meget lys, kan dette bl.a. løses ved at lave en kortere eksponering.

I fotografisk sammenhæng er dynamisk rækkevidde et udtryk for, hvor stort et område (mellem de lyseste og mørkeste områder i et motiv) dit kameras sensor kan registrere.

Højlys refererer til de områder i et billede, der indeholder en direkte (eller næsten direkte) lyskilde, eller en refleksion af en eller flere lyskilder. Tager man f.eks. et billede mod solen ud over en sø, vil solens stråler visse steder blive reflekteret af vandet. Disse refleksioner kaldes højlys. Højlys kan også referere til større og helt lyse overflader, der forekommer næsten hvide.

TIP: De professionelle fotografer søger næsten altid at eksponere billedet efter de højlys der måtte være i billedet. Et digitalt kamera opfører sig nemlig som lysbilledfilm gjorde i gamle dage. Jo mere et område eksponeres, desto lysere bliver det - til et vist punkt. Efter dette punkt bliver de lyser områder bare udbrændte og indeholder ikke længere detaljer overhovedet. Områder af billedet indeholder ikke andet end ren hvid. Dette sker fordi motivet har områder, der ligger udenfor “den dynamiske rækkevidde”. Hvis du opfatter sensoren i dit kamera som en lysmåler, så er "udbrændte højlys" et udtryk for at måleren har nået toppen af skalaen.

Før i tiden sagde man: "Eksponer efter skyggerne og fremkald efter højlysene", men med de digitale kameraer skal man gøre præcist det modsatte, nemlig: "eksponer efter højlysene og efterbehandl efter skyggerne".

Det er næsten altid nemmere at hente detaljer frem fra skyggeområder i et billede, og derfor er det vigtigt at eksponere efter højlysene i dine billeder.

Zonsystemet

Zonsystemet er et system til kontrol af eksponering ved fotografering som blev udarbejdet af fotograferne Ansel Adams og Fred Archer ved Los Angeles Art Center School i 1941. Zonesystemet har først og fremmest fundet anvendelse ved fotografering med film og i særdeleshed ved arbejde med store filmformater og sort/hvid-film, men kan også anvendes ved mindre-, farve- og digital fotografering.

Navnet zonesystemet udspringer fra at billedet inddelse i forskellige toner (eller nuancer) – et antal "zoner", som så er nummereret, oftest med romerske tal fra 0 til X (10). Zone 0 er helt sort, zone 1 den mørkeste nuance osv. frem til zone 10 som er papirets farve, mens zone 9 er lige præcist den lyseste nuance der kan skelnes fra zone 

10. Zone 5 svarer til en middelgrå nuance:

På modsvarende vis kan dele af motivet inddelse i zoner efter deres luminositet, her svarer et zonetrin til en fordobling af luminositeten (en fordobling af eksponeringen af filmen).

Ved at anvende zonesystemet på alle dele af den fotografiske proces (valg af eksponering, fremkaldelse af filmen, kopiering og fremkaldelse på fotopapir), kan fotografen styre hvordan hver del af motivet fremstår på det færdige print.

Zoneskalaen

I virkelighedens verden er tonerne naturligvis alt andet end sorte, grå eller hvide. De repræsenterer en kontinuerlig farveskala fra mørkeste til lyseste tone.

Når kameraets lysmåler er i brug, måles lyset uafhængigt af farven. Dvs. selve luminansen fra motivets forskellige områder, og disse værdier vil hver for sig svare til en gråtone i en kontinuerlig gråskala. For nemheds skyld bruges en gråskala med 10 faste gråtoner. Af praktiske grunde er der præcis 1 eksponeringstrin mellem hvert af felterne. Zone VII repræsenterer altså fire gange så meget lys som zone V. Eller udtrykt på en anden måde, der er 2 eksponeringstrin mellem zone V og zone VII, og 4 eksponeringstrin mellem zone III og zone VII.

Der har været flere varianter af zoneskalaer i brug gennem tiderne. Nogle har haft 1-2 færre eller flere zoner. Min favoritskala består af 10 zoner, der er nummereret fra 0 til 9. Den traditionelle nummerering er med romertal, altså fra 0 til IX. Den midterste zone, V (fem) , svarer til fotografiens neutrale gråkort, der pr. definition har en mat gråtone, som reflekterer 18% af det indfaldende lys. Det er den samme standard, der ligger bag nutidens kalibrerings-dimser til brug i felten for at etablere korrekt hvidbalance. Det er også den standard, der er indbygget i fx Photoshop.

Zonerne 0, V og IX (nul, fem og ni) svarer til velkendte gråtoner i fx Photoshop. Da der er tale om neutrale gråtoner, er Rød=Grøn=Blå:

Zone 0 = luminans 0 (sort)

Zone V = luminans 128 (middelgrå)

Zone IX = luminans 255 (hvid)

Herunder er opregnet de forskellige karakteristika for samtlige 10 zoner (i den traditionelle beskrivelse). Det er en forudsætning for at kunne benytte zonerne i det senere visualiserings-kapitel, at deres karakteristika kendes på rygraden:

De 10 zoner kan repræsenteres af følgende eksempler:

Zone 0. Dybsort, maksimalt sort, der repræsenterer tomhed, intet, total mangel på lys – fx åbninger til ubelyste rum. Den virker massiv i højere grad en mystisk.

Zone I. Næsten helt sort. Der ses ingen detaljer. Dybe skygger i f.eks. meget mørke rum. Der er en begyndende fornemmelse af tomt rum.

Zone II. Meget mørkt, men detaljer anes. Dybe skygger. Grænsen mellem en synlig og usynlig materie. Virker mystisk.

Zone III. Strukturer og detaljer er veldefinerede og giver tydeligt indtryk af substans i mørke materialer. Dybe skygger i solskinsvejr. De mørkeste dele af et motiv, hvor man kan se detaljer og strukturer. Sort klæde, sort læder og skind, sort pels, sort træ, osv. De synlige folder og furer, rynker, krøller og linjer forstærker oplevelsen af noget håndgribeligt - substans.

Zone IV. Almindelige skygger i landskaber. Mørkt løv. Skyggesiden af et ansigt i solskin. Skygger i landskabet og mellem bygninger.

Zone V. Middelgrå og tyngdepunktet i fotografiske skalaer. Defineres som middelgrå eller 18% neutral gråkortet (reflektans = 18%). Kodak gråkort. Mørk hud i sollys. Grå sten. Gråtonen som lysmåleren "tilstræber".

Zone VI. Almindelige hudtoner i diffust udendørs lys, sollys og kunstlys. Skygger i solbelyste snelandskaber. Våde betonbygninger i diset sol.

Zone VII. En meget lys grå tone. Sne i sollys, hvor man kan se sneens struktur. Lyse (kalkede) vægge og bygninger.

Zone VIII. Kun antydning af struktur. Helt lyse genstande. Sne i direkte sol. Hvidt tøj i direkte sol. Man ser ikke alle detaljer eller hele strukturen i genstanden.

Zone IX. Området mellem den absolut lyseste ”grå” og absolut hvid. Helt hvid uden struktur. Reflektioner af solen i blanke genstande. Solskiven om dagen. Repræsenteres på billedet af den hvide papirbase

​VI TAGER IKKE BILLEDER – VI SKABER BILLEDER